GRU Magasinet - S/H tegneserier i 70'erne
Tegneserien GRU var et horror-magasin der hyldede rædsel og skræmmende historier. Det var mest fiktion, men fra tid til anden også historiske fakta om grufulde begivenheder og hændelser igennem tiden. GRU udkom første gang i 1972 og var et magasin med 4-5 illustrerede historier udført i sort/hvid. På første udgivelse stod der med store bogstaver at magasinet kun var for voksne. Dette medførte naturligvis at os børn, blev endnu mere interesseret i at få samlet så mange GRU-magasiner som muligt, og sidde med en lommelygte under et tæppe og læse de fantastiske og ofte meget makabre fortællinger under indtagelse af alt det slik vi nu kunne snolde for. En karakteristisk ting ved historierne i GRU var, at det næsten altid var Hybris-Nemisis tanken. Altså hvis en person i historierne var hovmodig, dumdristig eller slet og ret dum, ond og led, blev straffen og hemed slutningen på historien endegyldigt en brutal og frygtelig skæbne for personen.

I slutningen af 70'erne kunne man købe et GRU-magasin for 2 kroner som brugt tegneserie i f.eks. Antikvaren på Elmegade i København. En butik som glædeligt stadig eksisterer idag 2021. Dengang i halvfjerdserne blev det til ugentlige besøg i butikken for at få fat i henholdsvis GRU, Dracula, skræk og Vampyr-bladene m.m. som løbende blev sat til salg som brugte tegneserier.

En sjov ting med GRU var den kulsorte humor. Magasinets redaktør Uno Krüger, kaldte sig i bladet for Fætter Maddike og et karakteristisk tegnet billede af Fætter Maddike med sin krogede næse, skumle hænder og skaldede isse, præsenterede hvert nummer på side 1. Han advarede ofte læseren mod at læse historierne. I slutningen af nogle af de illustrerede historier, kom ofte et lille hoved af ham frem, hvor han hoverende kommenterede på de karakterer i den pågældende historie som var kommet galt afted. På indersiden af bagsiden, havde stribe-vitserne SHOCK sin plads. Det var altid ond humor, og som Fætter Maddike selv sagde: "Jeg gør det sjovt at være ond". I 1975 lukkede Interpresse GRU magasinet efter udgivelse af 30 makabre magasiner, 4 tykke hæfter og et enkelt minialbum.

Oprindelsen af ordet Zombie
Der hersker uklarhed om ordets præcise oprindelse. Ordet zombie stammer sansynligvis fra haitisk-fransk: Zombi / Haitisk-kreolsk: Zonbi, som betyder en død person der er berøvet sin sjæl og ved hjælp af trolddom er genopstået fra graven. Ordet er opstået under den franske kolonisering af Haiti som et mix af kolonisternes talte sprog og forskellige afrikanske stamme dialekter som slaverne bragte med sig da de blev tvangsflyttet til Haiti. Oxford engelsk leksikon forklarer oprindelsen af ordet zombie fra Vestafrika med ordet Nzambi som betyder: Ånden fra en død person. Nzambi Mpungu har dog tidligere været navnet for: Gud skaberen ifølge afrikansk gudetro.

Der relateres også til ordet Zumbi der oversættes til ordet fetish eller overnaturlige kræfter. En fetish er en talisman eller figur, som kan rumme trolddom og ånder. Andre ord der sættes i forbindelse med zombie er ordet: Ndzumbi der på vestafrikansk betyder kadaver eller lig. Ordet Jumbee er et overordnet ord for en ånd, spøgelse eller en dæmon der kan besætte mennesker, ifølge caribisk folkeovertro

Ordet zombie blev første gang registreret i England i året 1810 af historikeren Robert Southey i hans bog: History of Brazil. Han brugte betegnelse, zombi som er ordet for en vestafrikansk python guddom. Ordet zombi har dog senere ifølge Hamlyn Engelsk verdens leksikon fået betydningen: En død person som er genopstået i kraft af overnaturlige kræfter.

Special effekter på film siden 1896. En hurtig gennemgang.
Siden filmens spæde begyndelse i slutningen af 1800-tallet er special effekter blevet anvendt. I 1896 blev der i Paris vist filmen: Démolition d'un mur (arbejdere river en mur ned). Filmen blev produceret af Louis Lumiére og her er det første eksempel på filmtricks: Filmen blev vist baglæns, så muren så ud som om den rejste sig selv igen. Samme år kom det chokerende drama: The execution om Mary Queen. I filmen fik hun hugget hovedet af, og da trickfoto var helt nyt, troede mange at en skuespiller havde ofret sit liv for filmen.

George Méliés var en af datidens store special effekt pionerer. Han var den første filmskaber der benyttede rigtige trick-effekter og udforskede fantasiens verden. Hans mest berømte film var; Rejsen til månen, fra 1902.

Brugen af special effekter blev hurtigt udviklet. I 1922 blev den første gyserfilm introduceret. Filmen Nosferatu, baseret på Bram Stockers berømte roman Dracula. Vampyren blev sminket som et skaldet monster med to lange hugtænder. Instruktøren F.W. Murnau fik alle rettighederne omkring manuskriptet og derfor blev filmen kaldt for: Nosferatu.

I 1926 præsenterede Frits Lang verdens første robot forvandling i filmen Metropolis. En dystopisk film om undertrykkelse, overklassen og skabelsen af den perfekte kvinde nemlig en robotkvinde.

Lon Chaney (1883 - 1930) var filmhistoriens første sminke-geni og gyserstjerne. Han blev kendt for sin banebrydende brug af makeup der gjorde ham ukendelig. Han huskes især for hovedrollerne i Klokkeren fra Nortre Dame (1932) og Operaens hemmelighed (1925). I rollen som Quasimodo dækkede han opfindsomt sit øje med en æggeskal for at få effekten med det stirrende øje. Hans liv blev skiltret i filmen, The man of a thousand faces (1957). Hans søn Lon Chaney Jr (1903 - 1973) blev også horror-stjerne. Han spillede roller som: Ulvemanden, Mumien, frankensteins monster og Dracula.

I 1950'erne blev skrækfilm på mode. Især film med kæmpeuhyrer der hærgede byerne eller bizare rumvæsener fra det ydre rum der truede jordens befolkning eller skøn jomfruer.

Paul Blaisdell (1930 - 1988) var 50'ernes store monsterskaber. Han var kendt for at arbejde med beskedne budgetter og meget stramme deadlines. Han arbejde med flydende latex, ler og lim samt hvad han kunne finde af skrammel der lignede udenjordiske rumskibe og dimser. Paul Blaisdell lavede effekter til film som: The beast with a million eyes, It conquered the world, The she creature, Invasion of the Saucer Men og mange andre lignende film. I starten af 60'erne var Blaisdell blevet træt af at lave b-film og da han fik afslag om et større budget til at lave monsteret for filmen: The beast from the haunted cave, forlod han filmselskabet.

Effekt-eksperten Ray Harryhausen (1920 - 2013) lavede i 1960'erne og begyndelsen af 70'erne en lang række film, hvor han fik sagnvæsener som drager, kyklopper og skelletter til at bevæge sig hen over filmlærredet ved hjælp af stopmotion. Mest huskes han for film som: Sinbads syvende rejse, samt Jason og det gyldne skind.

Dick Smith (1922 - 2014) er kendt som den store makeup-effekt guru. Han har lavet sminke effekter til film som: Litle big man, The Godfather, Taxidriver, The hunger og ikke mindst Excorsisten med de på daværende tid banebrydende effekter helt tilbage i 1973. Dick Smith var kendt for gavmildt at dele ud af sin viden, hvor mange senere makeup artister er hemmelighedsfulde omkring deres teknikker. Han skrev i 1965 bogen: Do-it-yourself Monster makeup handbook, som inspirerede mange makeup artister, bl.a. Rick Baker som senere blev Smiths assistent ved optagelserne til Excorsisten.

Splatter-mesteren Tom Savini (1946) skal også nævnes. Han udemærkede sig i 70'erne og 80'erne med de blodige special effekter til film som: Dawn of the dead (1978), Fredag den 13' (1980), Creepshow (1982) og Day of the dead (1985). Savini var oprindeligt blevet inspireret af filmen: The man of a thousand faces, og blev fascineret af effekter og illusioner på film. Senere blev han krigsfotograf i Vietnam. Dette gjorde ham berømt da han praktist talt simullerede det han havde set men med makeup og effekter til film. Tom Savini skrev bøgerne: Grande Illusions 1 &2.

Démolition d'un Mur

Rejsen til månen

Nosferatu

Metropolis

Invasion of the Saucer Men

Alt om Halloween
Ordet Halloween er en sammentrækning af ordene: All Hallow's Eve, der er aftenen før "All Hallows' Day" som er allehelgens dag. Allehelgens aften falder altid den 31. oktober og er aftenen før allehelgens dag den 1. november. I USA, Skotland og de øvrige engelsksprogede lande kaldes allehelgens aften for: Halloween. Halloween er en festaften hvor både børn og voksne fester med fokus på gys og uhygge. Børn udklæder sig i uhyggelig kostumer og drabelige masker, går rundt og banker på naboernes døre for at få slik. Det er en tradition at udskære græskar med skræmmende ansigter og bruge dem som lamper. De traditionelle halloween-farver er sort og orange.

En mindedag for de døde.
Allehelgensdag er en mindedag for afdøde slægtninge og venner og det markeres med lys, blomster og omtanke på landets kirkegårde. Allehelgensdag var oprindeligt en dag med hedenske traditioner og festligheder i en række nordeuropæiske lande som handlede om død og genfødsel. Dagen blev markeret med lys og blomster på kirkegårdene, mens der blev sørget for uddeling af søde sager på gravstederne i form af frugt og nødder, fordi de afdøde kunne genopstå netop denne dag. Allehelgensaften gik i lighed med allehelgensdag stort set i glemmebogen i den danske kultur, da den blev afskaffet ved helligdagsreformen i 1770. Festligheden har nu vundet indpas i dansk kultur igen, under det amerikanske navn: Halloween.

Uhyggelige masker skulle skræmme ånderne.
Oprindeligt stammer Halloween fra den keltiske højtid Samhain, omkring år 8-900 f.Kr. Kelterne mente, at på denne sidste dag i året, rejste de døde sig fra graven for at hjemsøge de levenes rige. Derfor gjorde kelterne alt for at skræmme ånderne væk. Masker og udklædning skulle få de hjemsøgende døde til at tro, at kelterne ligesom dem selv var genopstået fra de døde og derfor ville lade dem være i fred. De satte ild til roerne og brugte dem som lygter for at holde ånderne på afstand, og de stillede mad på de dødes grave, så ånderne ikke bosatte sig i folks huse. Selvom det handlede om at narre ånderne, var begivenheden også en fest, hvor hvor man gjorde sig klar til vinterens mørke som en overgangsfest mellem sommer og vinter. Man går i vinterdvalen i møde og det fejres med ønsker om en frugtbar tilbagevenden. Desuden var allehelgensaften en festdag for alle de helgener, der ikke havde fået tildelt en særskilt fejringsdag, og derfor fik dagen sit navn: 'alle helgeners aften'. I 1770 blev allehelgensdag flyttet til den første søndag i november og er blevet til en mindedag for de kristne døde.

Traditionen med at skære græskar.
De irske immigranter og efterkommere af kelterne tog Allehelgens-traditionerne med til USA, da de ankom i 1800-tallet. Men Amerika var ikke så leveringsdygtig i roer men havde tilgengæld en rig græskar-produktion. Derfra opstod traditionen med at skære græskar og sætte lys i den 31 oktober. Irerne mente at en mand uden hoved kunne rejse sig fra graven og hugge hovederne af de levende for at sætte det på sig selv. Så irerne satte et græskar med lys i på gravene for at skræmme den hovedløse mand væk.

Trick or Treat
Til Halloween løber børnene fra hus til hus for at få slik, imens de råber 'trick or treat'. Kirken havde et ønske om at udrydde den keltiske tradition om at stille mad til de døde på gravene. Én dag om året fik tiggere lov til at bede om 'sjæle-kager' fra folket. Senere er traditionen blevet til en børneleg.

Udbredelse
I takt med at verden bliver mere globaliseret og samfundet bliver mere multikulturelt, spredes og udvikles traditionerne rundt om i verden. Halloween er i sig selv blevet et kommercielt marked i form af gys- og uhygge-slik, computerspil, kostumer, maskering, gyserfilm og pynt på niveau med julen. Traditionen har derved mistet sit oprindelige ophav og er blevet til noget nyt.

De dødes dag
I Mexico har man fejret De Dødes Dag i flere tusinde år og er en af årets vigtigste højtider. Traditionen fejres den 1+2 november og er en blanding af præcolombiansk kultur og den katolske allehelgensdag. Der er registreret fejring af De Dødes Dag fra Aztekere, Mayaere, Purépechaer, Nahuaer og Totonacaer. Man mindes de døde ved at bygge et alter i hjemmet, hvor der pyntes med fotografier af de døde og ting som afdøde kunne lide samt stearinglys, slik og brød. I nogle familier sætter man et skelet til bords, som den døde kan tage bo i under festen. Natten inden De Dødes Dag, tilbringer mange mexicanere på familiens gravsted, som pyntes med blomster, vokslys og fotografier. De dødes dag er lige som Halloween blevet et kommercielt marked med uhygge-dekoration sukker-kranier og kostumer.

ZOMBIER - Prygelknabe eller varsling på dommedag
I 80'erne så jeg alle de zombiefilm jeg kunne komme i nærheden af. Jeg og en kammerat delte morgenaviser ud om snødagen og begefter så vi gyserfilm på VHS - oftest zombiefilm. Biografer i København som Colloseum, Saga og City-bio viste også gyserfilm og tit som dobbelt midnatsforestilling hvor vi spiste slik og drak cola til de blodige rædselsfilm. Zombiefilm blev dengang betragtet som underlødige video-nasties fra de nederste hylder i video udlejningsbutikken. De andre i min skoleklasse så film som: Rocky, Karatekid og Flashdance.

Zombiefilmene stod for noget markant anderledes, nemlig et dystopisk og fascinerende verdensbillede hvor der blev sat spørgsmål ved forbrugersamfundet og de politiske systemer krydret med halvrådne zombier der spiste hjerner. En del af højdepunkterne var nemlig de spektakulære og blodige special effekter, hvilket krittikerne tog stærkt afstand fra med formaninger som: Det er ikke sundt at se en mave blive sprættet op af sultne munde eller en kvinde der bliver trukket i håret igennem en trædør og får gennemboret det ene øje med en træsplint. Samtlige varulve, vampyrer, mumier og spøgelser havde fået baghjul. Zombien var mit favoritmonster.

Hvad jeg til gengæld ikke havde forestillet mig, var at zombierne senere ville komme tilbage i mit voksenliv og blive et af de mest populære monstre på Film og TV og at jeg selv blev special effects mager på en hel del af disse film.

Så hvad er det så med de der zombier og hvorfor er de så populære? Det er tydeligt at de levende døde er blevet en slags prygelknaber i computerspil hvor en teenagers fornemmeste bedrift er at nakke flest mulige zombier mens han eller hun skyller litervis af cola eller energidrik ned i halsen. Og enhver skole eller ungdomsklub med respekt for sig selv, producerer zombiefilm med de unge eller laver gyserkælder fyldt med frådende børn sminket hvide i ansigterne og filmblod i mundvigene.

Ud fra den præmis, er zombierne både noget som repræsenterer frygten for døden og ødelæggelsen af hele den verden vi holder så meget af og med alle de bekvemmeligheder vi har skabt. Samtidig er de levende døde også en gruppering som alle frit og uhæmmet kan afreagere på, dræbe og maje ned efter lyst - som det mest naturlige at skyde mennesker ned, eller snare resterne af det der engang var mennesker.

Vil digitale effekter overtage sminkørens arbejde?
Computergrafiske effekter slog for alvor igennem på film med titler som: Terminator2, The Abyss og Jurassic Park. Siden da, har alverdens computerskabte skabninger udvidet rammerne for hvad der er muligt at lave på film. Ihvertfald når det angår monstre og væsener i en størrelsesorden hvor sminke-effekter og maskering ikke er nok. Når der på film skal bruges skudsår, småflænger, orker og zombier kommer den praktiske special effekt makeup stadig til sin rettighed.

Indtil for nyligt har computerskabte effekter været omkostningsfuldt og meget renderingstungt. Ikke desto mindre er digitale effekter som eksplosioner, blodsprøjt, røgeffekter og delvis digital makeup på skuespillere blevet hverdag. De fleste klippe-programmer har udvidelses muligheder for ekstraordinære effekter og i børnehøjde kan man downloade et utal af apps, som forandrer ansigtet med effekter som zombie, kæmpe-øjne, dyreører og mange andre ting. Som klipper er det en gavnlig ekstra facilitet at kunne tilføje disse effekter digitalt hvis det ikke var muligt at lave effekterne på selve filmoptagelsen.

Spørgsmålet er så om de computergrafiske effekter i fremtiden vil overtage arbejdet for makeupartister og maskører efterhånden som digitale makeup-effekter bliver udviklet og i større grad bliver tilgængelige for klipper og filmproducenter.

En forsigtig forudsigelse kunne være at praktisk makeup-effekt arbejde vil gå hånd i hånd med de digitale effekter. Men der er ingen tvivl om at digitale effekter fremadrettet bliver en mere integreret del af redigeringspakkerne og at filmproduktioner rundt om vil gøre brug af digitale muligheder. Først og fremmest fordi det er nemt og tilgængeligt, men også fordi budgetterne på mindre filmproduktioner bliver mindre og mindre - hvilket kalder på nedskæring af de funktioner der kan automatisseres. På baggrund af denne prognose vil det være anbefalelsesværdigt for effektsminkører og maskører at være på forkant med den digitale udvikle inde for effektverdenen.

Gyserfilm med blodige effekter er blevet en anerkendt filmgenre.
Brugen af special effekter i film er der mange delte holdninger om. Nogle mennesker bliver frastødt af gyserfilmenes ofte blodige virkemidler. Andre elsker kicket ved en god forskrækkelse og fascineres af den ofte kreative brug af special effekter. Blodige filmeffekter er nærmest et filmsprog som publikum og filmskabere er blevet enige om at definere uafhængigt af hinanden. Der er forskeld på om en effekt er blevet skabt så det ligner en klinisk korrekt sårskabelse - hvis det er blodige sår, eller om effekten er konstrueret så den passer ind i et særligt overdrevet filmunivers.

Nogle filminstruktører bryder sig slet ikke om blodige effekter selv om en scene i en film kalder på en visuel effekt. Scenens special effekter underdrives så, for at holde handlingen fast i en god fortælling og godt skuespil. Som Spencer Tracy udtalte engang: "Der er 3 ting der er afgørende for en god film; 1) En god historie 2) En god historie 3) og en god historie". Flotte kameravinkler, visuel scenografi og avancerede special effekter er sekundært i den sammenhæng.

Nogle filmgenrer kalder dog på kreativitet og udpensling af horror-effekterne. Et godt eksempel herpå er: A Nightmare on Elmstreet - filmene fra 1980'erne. Dét som datidens publikum og fans husker mest, er de spektangulære måder som Freddy Krueger optrådte på og de yderst kreative måder han lemlestede sine ofre på, krydret med sjove replikker. Man kan derfor undre sig over remaket af A Nightmare on Elmstreet fra 2010, instrueret af Samuel Bayer. Filmen er en teknisk flot gyserfilm, men mangler den kreative begejstring og charme. Resultatet er at jeg stortset ikke husker noget som helst fra den film, men husker derimod masser af detaljer fra de gamle, A Nightmare on Elmstreet film fra 80'erne.

Det samme gælder Fredag den 13' filmene. Plottet i samtlige Fredag den 13' film fra den periode er næsten identisk og byder hverken på episk fortællerstil og mesterligt skuespil. Det som publikum tørstede efter var tilfredsstillelsen ved et godt chock når Jason pludseligt dukkede op og hvordan han på kreativ blodig vis slagtede sine ofre. Igen bærer remaket af Fredag den 13 fra 2009, instrueret af Markus Nispel, præg af ønsket om at genskabe en populær kult gyserklassiker - men mangler forståelsen af hvad det egentlig var ved genren der var populær.

Både A Nightmare on Elmstreet, Fredag den 13' sammen med hele samlingen af zombiefilm, stod kategorisseret som underlødigt videovold på de bagerste hylder i videoudlejningsbutikken sammen med pornofilm. Det er dog tydeligt at gyserfilm er lige så populære som de altid har været. Det viser streamingstjenester som Netflix og HBO med deres mangfoldighed af gysertitler. Populær-horror som The Walking Dead og efterfølgeren Fear of the walkind dead har vist vejen for at gysergenren både kan bære episk historie-fortælling og godt skuespil.

Hvornår forvandles en zombie?
Når jeg har set en zombiefilm, har der altid været detaljer der undrer mig. Det efterfølgende lyder måske lidt nørdet, men den der bliver bidt af en zombie, vil kort efter selv afgå ved døden og forvandle sig til en levende død. Eksemplet ses ofte i situationer hvor en karakter i en horrorfilm bliver bidt af en zombie - men det lykkes alligevel at komme i sikkerhed. Dette efterlader karakteren i situationen hvor han eller hun ved hvad der vil ske. I de tilfælde hvor karakteren ikke reddes ud af zombieangrebet, bliver vedkommende ædt af de levende døde. Almindeligvis dør alle levende væsener af at få flået indvoldene ud og blive spist.

Ud fra zombie-logikken vil den der bliver bidt og spist af, selv forvandles inde for en relativ kort tid. Da zombierne ikke spiser artsfæller, altså andre zombier, burde de efterlade festmåltidet efter "forandringen" og festmåltidet rejser sig selv som en artsfælle i en sult på levende mennesker. En sjov tanke, at den mad man netop med begærlighed sidder og guffer i sig, men pludselig skifter man mening i forhold til maden som iøvrigt i samme sekund selv rejser sig med et sultent blik. En skæv tanke vil nogen måske sige, men ud fra en logisk overvejelse burde det forholde sig sådan. Jeg kan desværre ikke huske nogen zombiefilm hvor denne problematik bliver afklaret.

Zombie-reglerne og årsagen til apocalypsen kan veksle lidt fra film til film, men det er uden undtagelse i alle zombiefilm, at den der bliver bidt af en levende død, bliver til en artsfælle.

En anden, men heldigvis sjælden ulogik i zombiefilm, er udseenet af den nyskabte zombie. Ud for den almindelige forståelse, er en zombie en afdød person der af medicinske eller magiske årsager fortsat spangullerer rundt og bider hverandre efter en særdeles sulten dagsorden. Et lig har ingen blodcirkullation og huden fremstår derfor bleg og blodfattig. Det organiske væv skiltres som regel i forrådnelse over tid, på samme måde som i den virkelige verden. Fint nok her til. Ud fra definationen at de ca. 5 liter blod i en voksen menneskrkrob er koagulleret, vil en zombie ikke kunne bløde blod, bortset fra hvis denne lige har spist. I nogle få zombiefilm, opvågner den nylige zombie med ekstraordinært mange kødsår især i ansigtet. Logisk nok vil den afdøde kun have de sår og skrammer som blev pådraget under i filmen skiltret ulykker. Med mindre det fremgår i historien at zombiegiften frembringer spontane ekstra sår på offeret. Så må det betragtes som sminkørens hygge fortolkninger og ikke i tråd med den klassiske zombielogik.

Overvejelserne efterlader spørgsmålet, hvor meget logik skal man forvente af en zombiefilm? Svaret er: Lige så meget som du forventer af alle andre film og eller historier. En forfatter sætter uanset genre, et scenarie op som indbefatter både vilkår og regler for historiens opdrejningspunkter. Som publikum, eller læser bedømmer vi nemlig også logikken i forhold til de rammer historien er spændt op på.

Hvorfor er zombiefilm så populære
Zombier er i de seneste år, rykket fra en placering som udskældt video-nasties skjult på nederste hylde til toppen af poppen indefor pop-kultur og mainstream-underholdning. Efter min mening, er de bedste zombiefilm ikke dem hvor fokus kun er på blodsprøjt, opsprættede maver og dårligt skuespil. De bedste zombiefilm er dem, hvor fortællingen driver handlingen frem med en tankevækkende og ikke mindst samfundskritisk undertone der viser os hvor spolerede vi er blevet som mennesker og de samfund vi har bygget op omkring os og lever i.

Zombierne får os nemlig til at spørge til vores egen eksistens i samfundet og ikke mindst de værdier vores verden er bygget på. Zombiefilm undersøger også hvordan vi håndterer ekstreme situationer og hvordan begivenhederne langsomt forandrer hovedpersonerne i fortællingen til at forstå den helt enkle overlevelse og værdsættelsen af de ting som vi normalt tager helt for givet. Zombien har som et skræk-monster indlejret sig i vores bevidsthed som et symbol på vores værste frygt for døden. Den verden som zombierne varsler, er det ultimative opgør og ophøret af den verden vi kender og med alle de moderne bekvemmeligheder vi holder så meget af. Alle der har set zombiefilm, vil før eller siden stille sig selv spørgsmålet; Hvad ville jeg selv gøre hvis der udbrød en tilsvarende situation og hvordan ville jeg overleve hvis civilationen brød sammen. Verdens undergang og ekstreme trusler har altid været underholdning lige siden vi mennesker lærte at fortælle historier for hinanden. Zombien er som fænomen for længst trådt ind i computerspil for børn, populærfilm med Hollywood-skuespillere, pop-litteratur og sågar julepynt, spise-udstyr og legetøj på et niveau hvor selv Mickey Mouse ville være misundelig.

Hemmelige skriftstegn
De hemmelige kodetegn som figurerer i Doktor Gys' univers er udviklet fra nordiske runer og de oldgræske skrifttegn som arkæologerne kaldte for: linear-B. Sidstnævnte blev fundet på nogle lertavler ved de arkæologiske udgravninger omkring 1900-tallet.

Doktor Gys kode tegnsæt hedder: Xenoglyffer og blev udviklet i forbindelse med produktionen af Doktor Gys, Episode afsnit #01, Zombie angreb. Det er planen at udvikle kodetegnene til et talesprog men dette er fortsat kun på tegnebrættet. De indskrevne tegn i Episode #01, hvor der ses nogle gamle skriftruller med inskriptioner, matcher ikke den senere oversættelse, da kodenøglen senere blev ændret til den nuværende form.

Xenoglyfferne kan man afprøve i Mordgåden om Oscar Johansen og mysteriet om den blodige hånd. Mordgåde spillet udfordrer de unge i opgaveforståelse, samarbejdsevner og løsningsfokussering. Gådespillet indbefatter lavasten fra Island, en afhugget hånd af latex, indlevende storytelling og ikke mindst den hemmelige kode som man skal tyde for at løse selve mordgåden.